Gruppesøgsmål mod Staten for tab på tinglysning
26. januar 2010
De kaotiske forhold i Tinglysningsretten fortsætter. Trods opmanding og et formentlig behjertet forsøg på at indhente det forsømte, er ventetiden for de manuelle tinglysninger steget til nu gennemsnitligt 115 dage og der er en pukkel på op mod 60.000 sager. Tinglysningsretten mangler fortsat hænder.
Justitsministerens og domstolsstyrelsens direktørs forklaringer på systemets fortræffeligheder begynder at lyde tyndslidte.
Imedens tabes millioner af kroner hos brugerne. Det, og de manglende fremskridt her knap et halvt år systemet blev taget i brug har fået Danske Boligadvokater til at rasle med sablen. De undersøger i øjeblikket, om der kan rejses et gruppesøgsmål mod Staten for at få erstattet tabene.
Det bliver lidt underligt at føre sag ved domstolene, som Tinglysningsretten jo er en del af. Man kunne spekulere lidt over, hvor uvildigt det kan blive.
Alle der beskæftiger sig med praktisk tinglysning er imidlertid ikke i tvivl om, at der er udrullet et system på én gang uden at det var ordentligt testet eller tilpasset behovet og på nogle fuldstændig urealistiske forudsætninger om udbredelsen af den digitale signatur. Det ser ud til, med andre ord, at der er et erstatningsgrundlag.
Fra 01.01.2008 har der været muligt at anlægge gruppesøgsmål - dvs. sager, der har samme grundlag kan føres af en "grupperepræsentant", hvor andre han melde sig ind i sagen og tage resultatet - godt eller skidt - til indtægt for sit eget vedkommende.
Reglerne er i praksis ikke rigtig blevet anvendt. Det kræver ret stor tillid til grupperepræsentantens evner til at føre sagen optimalt - da resultat og omkostninger ved sagen falder tilbage på de tilmeldte deltagere i gruppesøgsmålet.
I værste fald for Staten kan der blive tale om en erstatning i milliardklassen, hvis Staten taber et gruppesøgsmål.
« Vis alle