§ 4
4.0 Salærberegning
4.1 Afregningsgrundlag
4.1.1 Afregning sker med udgangspunkt i registreret netto-tidsforbrug for Advokatfirmaets medarbejdere på sagen fra dens overgivelse til hvervets afslutning.
4.1.2 Afregning tager i øvrigt hensyn til hvervets karakter og omfang, klientinteressen i hvervet, det ansvar, der er knyttet til hvervet, den specialistviden, der er nødvendig og som udnyttes ved hvervets løsning, omstændighederne og den hast og den komprimering af arbejdsindsatsen, der har været nødvendig, samt det opnåede resultat.
4.2 Tidsregistrering omfatter arbejde, der kan relateres til sagen, bl.a. møder, telefonsamtaler, nødvendig eller aftalt transporttid, retsmøder, udarbejdelse af dokumenter, korrespondance, juridiske undersøgelser, forberedelsestid, og arbejde med sagen i øvrigt.
4.3 Tidsforbrug
4.3.1 Timetaksten, hvis en sådan kan finde anvendelse i den pågældende sagstyper, er for jurister, gradueret efter, den specialistviden, der er nødvendig, og efter juristens anciennitet ud fra en norm for en nyuddannet advokat. Timetaksten inkluderer ikke som udgangspunkt sekretærtid, hvor der udføres et selvstændigt arbejde fra sekretærens side, som f.eks. udarbejdelse af boopgørelser, handelsdokumenter eller lignende, der kræver særlig indsigt eller uddannelse.
4.3.2 Sekretærtid afregnes efter sagens karakter, hvor der udføres et selvstændigt arbejde fra sekretærens side, som f.eks. udarbejdelse af boopgørelser, handelsdokumenter eller lignende, navnlig hvor der kræver særlig indsigt eller uddannelse, samt hvor der er et markant tidsforbrug til almindelig sagsbehandling som korrespondance, masseforsendelser etc.
4.4 Sagen afregnes senest ved hvervets afslutning, men vil i øvrigt blive afregnet løbende månedsvis eller kvartalsvis, og i øvrigt hvor sagsbehandlingen har nået et stadie, hvor det vil være relevant at afregne den hidtil udførte bistand, f.eks. efter delprocedure, forberedelsens afslutning, og efter domsforhandlingen ved en retssag.
4.5 Depositum
4.5.1 Der kan opkræves et depositum, hvis størrelse fastsættes ud fra sagens karakter, og som fastsættes ved eller straks efter hvervets overgivelse, eller straks efter ændring eller udvidelse af det oprindelige hverv, hvis sagen skifter karakter eller udvides.
4.5.2 Stilles depositum ikke som krævet, er Advokatfirmaet ikke pligtig at påbegynde eller fortsætte hvervet.